Blend ca. 100-150 g jordbær med 3-4 spsk. flormelis. Skær de resterende 100-150 g jordbær i små stykker. Bland den blendede jordbærmasse med de udskårne jordbær, og mix det godt sammen, så alle jordbærstykkerne er dækket af massen. Smag til med flormelis efter behag.
Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Tilsæt vaniljekornene til piskefløden. Pisk fløden let – gerne i hånden med et stort piskeris – indtil den begynder at danne bløde toppe. Tilsæt den fintrevne citronskal. Sigt florsukkeret i cremen, og pisk forsigtigt videre, indtil ønsket konsistens er opnået (bløde, luftige toppe). Opbevar på køl indtil servering.
Steg briocheskiverne i smør på en pande ved medium varme, indtil de er flot gyldne og sprøde på begge sider. Pas på, at de ikke brænder på. Tag briocheskiverne af panden, og placer dem på serveringsfade eller tallerkener.
Fordel cirka 2 spiseskefulde jordbær og 2 spiseskefulde chantilly oven på hver skive briochebrød. Læg derefter 2 skiver pålægschokolade på hver skive. Ønsker du, at chokoladen skal smelte let, kan du give den et kort pust med en brænder. Vær forsigtig, så du kun opnår en blank overflade uden at smelte chokoladen helt. Server chokolademaden straks, mens den er varm og lækker.
P.S. Hvis du ikke har lyst til at stå i køkkenet, er du altid velkommen til at besøge en af vores restauranter eller Deli & Takeaways, som alle serverer vores lækre chokolademad. BOOK DIT BORD HER
Tilmeld dig vores smørrebrødspost og få seneste nyt fra restauranterne, lækre opskrifter, updates fra Adams køkken, gode tilbud og konkurrencer