Pickles

Del opskrift

Ingredienser

Pickles
600 g blomkål
400 g gulerødder
300 g knoldselleri
300 g persillerødder
400 g løg
4 spsk salt
Syltelage
8 dl lagereddike
550 g sukker
1 frisk rød chili
1 spsk paprika
2 spsk sennepsfrø
1 spsk gurkemeje
2½ spsk karry
3 spsk Coleman’s sennepspulver
1 ½ spsk Maizena
2 spsk vand
evt. 1 spsk Atamon

Fremgangsmåde

Pickles

Del blomkålen i små buketter, skær stokken og grøntsager i tern på ca. 1 x 1 cm. Vend dem med salt i en stor skål og lad det stå i et par timer eller gerne natten over. Skyl de saltede grøntsagstern godt og dryp dem af i en sigte.

Kom alle ingredienser til syltelagen i en stor gryde, der også kan rumme grøntsagerne og kog op. Kom grøntsagerne i den kogende syltelage og kog i 20 minutter, til de er møre med bid, sigt derefter grøntsagerne fra og kog syltelagen ind, til der er ca. 4 dl tilbage. Rør maizena ud i vandet og rør blandingen i pickleslagen og kog op.

Kom grøntsagerne tilbage i gryden, vend dem rundt og kog op igen. Tilsæt evt. Atamon, hvis du gerne vil have, at din pickles skal kunne holde sig i flere måneder. Kom picklesen på skoldede sylteglas. Luk låget, lad dem køle af og opbevar glassene på køl.

Holder sig i ca. 1 måned uden Atamon og min. 6 måneder med Atamon.

Sådan bruger du Atamon

Skold glas, låg og flasker og hæld derefter en god sjat Atamon i og ryst godt rundt, så Atamonen bliver skyllet over alle flader. Hæld derefter Atamonen videre til næste glas eller flaske. Det er ikke anført i alle opskrifterne, at du skal tilsætte Atamon, men du bør gøre det, hvis du vil gemme det syltede i flere måneder. Når først du har taget hul på det syltede, falder holdbarhedstiden drastisk. Et åbnet glas kan holde sig ca. 2-4 uger, alt efter sukkerindhold og hvordan du behandler det. Kom kun rent service ned i glasset, når du tager noget op – ikke noget med at bruge den samme kniv, som du lige smurte leverpostej på brødet med. Hvis man har god tid, kan man også helt undgå Atamon og bruge henkogningsmetoden. Fordelen ved denne metode er, at man heller ikke behøver at have sylteglassene i køleskabet efterfølgende. De kan nøjes med at stå på en hylde i et køligt køkkenskab eller fadebur, hvis du skulle være så heldig at have sådan et!

 

Se de mange andre lækre opskrifter fra Aamanns

  • Alle opskrifter
  • Aamanns Grønne Køkken
  • Smørrebrød
  • Sødt
  • Tilbehør
  • Snaps